Om byen

Sakskøbing er en købstad og stationsby på det nordøstlige Lolland med 4.701 indbyggere (2011) [1], beliggende i Guldborgsund Kommune under Region Sjælland. Byen befinder sig på begge sider af en smal fjordpassage i Sakskøbing Fjord, der mod nordvest munder ud i Smålandsfarvandet og mod sydøst løber sammen med Sakskøbing Å. På overgangsstykket ved Sakskøbing Havn binder en bro de to bydele sammen via Brogade, og øst-vest gennemskæres byen af en lang hovedgade.

Selvom Sakskøbing er en gammel købstad, fremstår den i mange henseender som en moderne by. På nordsiden af fjorden har man opført et nyt boligkvarter med lejligheder, mens man på sydsiden har indrettet en havnesilo, Qvades Silo, til et moderne beboelseshøjhus og gjort industribygninger til lukrative erhvervsejendomme. En stor del af Sakskøbings øvrige bygninger er renoverede efter år 2000, hvilket giver indtryk af et velholdt ydre for iagttagere. Det moderne understreges af byens vartegn, det smilende vandtårn Saxine, der i 1982 fik påmalet et smilende pigeansigt efter forslag fra arkitekten Flemming Skude.

I Sakskøbing en findes også en række ældre og gamle bygninger. Sakskøbing Kirke blev oprindelig bygget som landsbykirke i 1250 (viet til apostlene Peter og Paulus), men efterfølgende udvidet med tårn og skib i de følgende århundreder. Tårnet, der færdiggjordes med spir i 1852, er 48 meter højt.

Det Gamle Rådhus

Andre gamle bygninger i byen er Wichmands Gård opført i 1770erne, beliggende på hjørnet af Brogade og Torvegade. Dens gamle oprindelse fornemmes tydeligst inde i gården, mens forsiden af huset fremtræder mere moderniseret. En anden gammel bygning er Juniorsstiftelsen i Juniorsgade, bygget i 1802 af købmanden Lars Hansen Junior til fordel for byens fattige. Endnu en ældre bygning er Det Gamle Rådhus fra 1888 på Torvet ved Søndergade, og endelig bør Hotel Saxkjøbing fra 1880erne også nævnes; bygningen ligger på hjørnet af Torvet og Juniorsgade og blev oprindelig opført som kro i 1835.

Sakskøbing ligger tæt ved motorvej E47 og gennemskæres i sin sydlige del af sekundærrute 153. Fra centrum er der 9 kilometer til Maribo, knap 19 til Nykøbing Falster, 26 til Rødbyhavn, knap 32 til Vordingborg og 35 kilometer til Nakskov. Byen var indtil 1. januar 2007 hovedsæde for Sakskøbing Kommune i Storstrøms Amt.

Byens Historie

Selvom der indgår sakse i Sakskøbings byvåben, har byens navn i sin oprindelse intet at gøre med redskaberne. Forstavelsen Saks- er afledt af Saxi, og menes enten at være et olddansk navn på en mandsperson eller navnet på det smalle stykke fjord ind mod åens munding. Navnets samlede betydning er derfor "Handelspladsen ved Saxi"; senere en yderligere afledning i retning af "saks" som redskab, med betydningen "fåresaks". En nærliggende landsby havde navnet Saxtorp (nævnt 1230).

I Valdemars Jordebog, 1240, omtales byen for første gang som Saxakopingh. Den opstod som vadested over åen og benævnes allerede som købstad i 1270 sammen med Nakskov på Vestlolland. Christoffer 2. residerede i byen som hertug fra 1289 til 1315 og senere som konge fra 1320. Kongen gjorde Sakskøbing til møntsted og prægede mønterne med de to fåresakse, der kendes fra byvåbenet. I 1331 havde han pansat det meste af Danmark til tyske adelsmænd og besad til sidst kun Sakskøbing. Efter et militært nederlag ved Dannevirke, blev han i 1332 overfaldet i købstaden af tyske riddere og taget til fange på Aalholm Slot. Han døde efter sin løsladelse samme år på Nykøbing Slot.

Ved Reformationen i 1536 var borgerne i Sakskøbing særligt anti-katolske. De krævede at få de formuer tilbage, som den katolske kirke havde inddrevet i årenes løb, og de angreb adskillige klostre i vrede. Christian 3. kom dog klostrene til undsætning og straffede de ulydige borgere. Sakskøbing gik flere problemer i møde, da fjorden efterhånden begyndte at sande til. Borgerne måtte nu transportere deres varer på land mellem købstaden og den lille havn ved Oreby, hvorfra en udskibning til Smålandsfarvandet foregik. Godsejeren på Orebygaard krævede sin andel og der opstod en interessekonflikt, som borgerne dog vandt i sidste ende. I 1600-tallet blev Sakskøbing ramt af generel tilbagegang. Svenskekrigene hærgede Lolland-Falster og svenske soldater røvede og nedbrændte købstaden i 1658, så byen forfaldt. I 1672 havde Sakskøbing kun 272 indbyggere. I 1700-tallet ramtes byen af flere storbrande, de værste i 1728 og 1784 med henholdsvis 16 og 20 nedbrændte gårde. Latinskolen blev nedlagt i 1740, mens et hovedpostkontor til gengæld opførtes i 1779.


1800-tallet var, med undtagelse af en storbrand i efteråret år 1800, en fremgangsrig periode for Sakskøbing, idet mange nye bygninger skød op i bymiljøet. Havnen blev taget i brug igen i 1804, et mindre skibsværft kom til i 1829 og befolkningstallet steg fra 852 i 1840 til 1.409 i 1870. I denne periode begyndte man en intensiv dyrkning af sukkerroer på Lolland-Falster hvilket betød øget økonomisk aktivitet i byen. Som følge heraf blev jernbanestrækningen Nykøbing Faster-Nakskov ført igennem Sakskøbing, og Sakskøbing Station opført ved den nuværende Jernbanegade. I 1866 opførte Maribo Amt en stor anstalt i byen for psykisk syge mennesker, Maribo Amts Tvangsarbejds-, Arbejds- og Dåreanstalt, nu kaldet Saxenhøj. Filosofien var dengang, at samfundet havde - "et stort behov for plads til ´dårer´ og til ´fordrukne´, dovne og genstridige fattiglemmer". - Anstalten kunne huse op til 88 patienter og 50 fattiglemmer; i dag fungerer Saxenhøj som omsorgsinstitution for sindslidende og hjemløse under filosofien "ingen er håbløs".

Sakskøbing omkring 1900

I 1910 blev der opført en stor sukkerfabrik i købstaden, Sakskøbing Sukkerfabrik. Sammen med Saxenhøj var den blandt byens største arbejdspladser i mange år. Fabrikken købte dampskibet Havkatten, der hvert år via slæbebåde slæbte tusinder tons roer ind fra Fejø og Femø til forarbejdning. I 1918 lagde man jernbanespor fra fabrikken til Sakskøbing Station grundet den øgede sukkereksport. Sukkerfabrikken var en produktiv virksomhed i mange årtier, men fra 1973 begyndte det at gå tilbage grundet energikrise. I 1991 så De Danske Sukkerfabrikker sig nødsaget til at lukke helt ned for produktionen, mens styksukkerfabrikken og pakkeriet fik lov at køre videre. I dag anvendes det meste af Sakskøbing Sukkerfabrik til private boliger og erhvervslejemål.

 

Kilde: http://da.wikipedia.org